Frem og tilbage i tid

 

Havnen på nordspidsen af Lewis

I går regnede det stort set fra morgen til aften. Dagen før havde det været flot vej, så da gik jeg på museum! i Stornoway, den største by på øerne med c. 7.000 indbyggere.

Om aftenen kørte vi til vestkysten for at se de hvide strande og overnattede derude.

Næste morgen kørte vi ind i landet igen og blev overrasket af en lille trafikprop

Jeg turde ikke gå ud af bilen, har I set ham farmand der står og passer på.

Efter lidt pres fra den modgående bil, flyttede de sig lige akkurat så jeg kunne passere, men heller ikke mere.

På vejen så jeg en havørn. Jeg kørte mellem høje skrænter på begge sider af vejen og ind mellem skrænterne kom en stor fugl flyvende med en mindre fugl efter sig. Da den fløj hen over bilen kunne jeg se den hvide hale tydeligt, så ingen tvivl, det var en voksen havørn.

Jeg kørte op til nordspidsen af Lewis som I kan se på første billede. På vejen samlede jeg en ung mand op, som stod i korte bukser i regnvejret. Han var fra New Zealand og havde rejst i 1 1/2 år og havde et 1/2 år tilbage af turen. Bare med sin rygsæk med telt og det hele. Han var også ved at være træt, men fandt venner rundt omkring hvor han kunne bo i flere nætter i træk.

Overskriften hentyder til de ting jeg så på turen sydpå fra fyret.

Fyret var bygget i slutningen af 1800-tallet, hvor der blev bygget mange fyr langs den farlige skotske vestkyst.

Stenhus med stråtag.

Videre sydpå kom jeg til The Black Houses. Et lille museum var etableret ved siden af et par huse, som var bygget i1860-erne og hvoraf det bedst bevarede havde været beboet indtil 1966. Husdyrene boede i den ene ende af huset, som de også gjorde ved min moster og onkel da jeg var barn, og der var åbent ildsted på gulvet i beboelsen

Der bliver fyret med tørv og der var en frygtelig røg derinde.

I 1966 flyttede de ind i et mere moderne hus ved siden af. Der findes flere af disse huse på øen, men ingen er beboet længere.

Længere sydpå kom jeg til en broch,  et befæstet jernalderhus. Dem har der været mange af i Skotland og dette er en af de bevarede.

Et rundt hus med 2 mure og imellem dem, trappen op til de øverste etager

Sidste stop i går var ved Standing Stones. Da var klokken blevet 5 og det regnede stadig.

Jeg fik kaffe og kage i caféen og så en lille udstilling om stenene, og så besluttede jeg at vente med at se dem til denne morgen. Jeg fandt en plads tæt ved og her til morgen SKINNEDE SOLEN. Op og igang og kl. 8 var jeg ved stenene. Der var kun en fotograf og hendes hjælper på stedet så det var muligt at fotografere uden at der kom menesker med på billederne.

Stenene er op til 5 meter vil jeg tro.

Man ved jo ikke hvorfor de står her, med hvilket formål de er rest, men det har været et stort arbejde.

Der er forskellige stemarter repræsenteret, men den flotteste er Lewis-gnejst.

Lewis-gnejst, en af de ældste stenarter i verden

Nu kører jeg ned til havnen, sejler til Ullapool på fastlandet og så  kører vi nordpå.

Mit næste kendte stop er Lotte Glob,  en dansk keramiker som bor helt oppe i toppen og som Søren Ryge engang lavede en tv-udsendelse med. Så må jeg se om hun er hjemme. Måske nogen kan huske at hun lavede blå kugler som hun lagde i vandkanten så de kunne følge bølgernes bevægelser nedenfor hendes hus.